Noget af det skønneste ved sommerferie er de stille aftenture, hvor sanserne bombarderes med syns- og duftindtryk fra blomster i alle afskygninger.

I dag kom jeg forbi et hus, der tilhører en nydelig og meget pertentlig dame, som i den grad elsker roser. Hun har dem i alle varianter, store som små, krybende, klatrende, slyngene og hængene. De står i alle farver og dufter aldeles fantastisk.

Hundene kan blive en kende utålmodige, for nu er det mig, der står stille og snuser. Jeg kan godt se på dem, at de mener, jeg bryder etiketten, men det er der altså bare ikke noget at gøre ved.

Jeg er nemlig også vild med roser, men har ikke så mange selv, så jeg nyder andres.

En af de mange legender om den smukke røde rose hævder, at den blev skabt, da Adonis, som var kærlighedsgudinden Afrodites elsker, blev dræbt. Af hans blod voksede den røde rose frem. Legende eller ej, røde roser har altid været forbundet med kærlighed og det er der ikke lavet om på. Interflora’s slogan sidder godt og grundigt fast, sig det med blomster.

For dem som elsker, topper røde roser, når der skal sendes et budskab til den udvalgte. Roser kan dog meget mere, end at dufte godt og være et signal på kærlighed.

De er tidligere blevet betragtet som lægeplanter, og i dag er der igen fokus på deres virkninger på vores sind. Forskere har undersøgt, om søvnen påvirkes, hvis man enten indsnuser lugten fra rådne æg eller duften af roser.

Nu er vi nok et par stykker, som ikke kan forestille os, at sove med hørmen fra rådne æg, men i forskningens navn, er der altså forsøgspersoner, som har stillet op til den tvivlsomme fornøjelse.

Resultatet viste, at drømmene blev negative og ubehagelige af de rådne æg, mens rosenduften gav positive og glade drømme.

Lider du af mareridt eller urolige drømme, kan det altså svare sig at investere i en duftlampe og en æterisk rosenolie. Lad duftlampen brænde i soveværelset en times tid før du skal i seng, pust lyset ud og overgiv dig til en god nattesøvn fyldt med skønne drømme.

Du kan også bruge roserne i din madlavning. Først og fremmest giver kronbladene jo et smukt og delikat indtryk, når de drysses over en salat, men du kan bruge dem i alt fra hjemmelavet is til hjemmelavet pesto. Naturligvis kan rosenbladene også bruges til smagfuld eddike.

Er du heldig at have så mange roser, at du kan undvære nogle, så er det nemlig nu, at du skal tænke på at lave roseneddike. Eddiken bruges først og fremmest som en del af dressing til salat. Men, det er også generelt smart at bruge eddike, når du skyller de friske grøntsager og urter, som skal serveres rå til maden. Eddikens pH-værdi gør nemlig, at du fjerner flere af de små æg, som altid kan være på frisk grønt. Her kan du naturligvis bruge almindelig eddike, men smagen fra roser giver et godt pift til både salat og grønt.

Fyld en køn flaske med 20 rosenknopper eller 3 dl kronblade. Hæld en klar, økologisk eddike på og stil flasken i et solvendt vindue. Allerede i løbet af et par timer vil eddiken have taget farve og smag, men lad den gerne trække til bladene ikke har mere farve i sig, filtrer og nyd.

Hvis du ikke selv har for mange roser, så smut til stranden. Der er stadig masser af hybenroser, som du kan plukke kronbladene fra og bruge løs af. Rigtig god sommer.