Siden tidernes morgen har mennesket brugt planterne både til husholdning og medicin.

Vi har farvet tøj og garn, farvet kroppen, parfumeret os og lavet redskaber af den ene og anden art.
Vi har også altid brugt planterne som hjælp til behandling af diverse sygdomme. Viden fra de gamle græske og arabiske læge er formidlet videre, ligesom den kinesiske og indiske behandling af kroppen har dannet baggrund for den behandling som munkene og de kloge koner har praktiseret.

Op igennem tiderne har urtemedicinen ændret sig til at være en behandlingsform, der foruden at være baseret på erfaring og overlevering, ligeledes er baseret på et videnskabeligt og veldokumenteret grundlag.

Iflg. WHO bruger cirka 80% af verdens befolkning i dag urtemedicinsk behandling for diverse plager. Flere af planternes aktive stoffer er gennem tiden blevet indkredset, afprøvet og indarbejdet i officielle farmakopéer og en stadig dybere viden omkring urternes mangfoldige funktioner er blevet afsløret og har dannet grundlag for moderne phytoterapi og mange lægemidler.

Helt op til 40% af de præparater, der anvendes indenfor den konventionelle medicin, er syntetiske varianter af naturlige plantebestanddele.

Eksempel kan nævnes den udbredte ordinerede gigtmedicin, der er udsprunget af noget så almindeligt, som piletræ. I sommeren 1758 fik præsten Edward Stone fra Norton i Oxfordshire, England, igen et af sine anfald af feber og gigtsmerter.
Tilfældigvis tyggede han på en kvist fra et piletræ (Salix alba), og til sin store overraskelse, oplevede han, at det lindrede hans feber og kulderystelser.
Stone’s nysgerrighed blev vakt og han udviklede en metode til at tørre og pulverisere barken og eksperimenterede med at finde den bedste dosis.

Den erfaring, den gode læge tilfældigt tyggede sig frem til i 1758, blev efter yderligere forskning århundreder senere til et videnskabeligt faktum. Acetylsalicylsyre blev opfundet og er i dag et af de lægemidler, som kaldes for non-steoride betændelseshæmmende midler, (NSAID).

Det er blandt de mest solgte midler på verdensplan. Acetylsalicylsyre har dog den bivirkning, at den kan irritere mavens slimhinde, så man kan risikere at få mavesår. Det oprindelige salicyl fra pilebark påbegynder først sin virkning i tarmen, så udtræk fra planten giver ikke samme bivirkninger på mavens slimhinde, som tabletterne.

Hermed skal man ikke tro, at bare fordi det er naturmedicin, så giver det ikke bivirkninger.

En god hovedregel er altid, at alt som har en virkning også har en potentiel risiko for en bivirkning.
I dag, hvor konventionel medicin bruges af mange mennesker, skal man naturligvis undersøge om den naturmedicin, man også har lyst til at tage, vil reagere med den ordinerede medicin.

Vi skal gøre, som mennesket altid har gjort, nemlig behandle naturen og dens helbredende planter med respekt.

Der er en grund til, at der forskes og undersøges. Det kommer os forbrugere til gode, så vi kan tage et bevidst valg på et sikkert grundlag.