Brændenælde
Først lægeplante, så udskældt ukrudtsplante, tilbage som lægeplante.
Bragt i SØNDAG, www.soendag.dk
De gamle arabiske læger anså den for velsignet, munkene kunne ikke drømme om at have en urtehave uden, at den var rigt repræsenteret .
I dag står den ofte lidt i skammekrogen, men den er på vej til at få fuld oprejsning for alle de år, hvor vi har negligeret og ligefrem bekæmpet den.
Det gælder naturligvis brændenælden, Urtica dioica, som i dag bruges mod blandt andet gigt, både indvortes og udvortes.
Et norsk forsøg har vist, at friske blade fra brændenælde kan virke smertestillende på mennesker, som er plaget med reumatiske smerter.
Man pressede dagligt et frisk blad på et gigtplaget led i 30 sekunder. Resultatet viste, at ledfunktionen blev bedre, smerterne reduceret og gruppen med de friske brændenældeblade brugte mindre smertestillende medicin end placebogruppen. Som placebo blev der i øvrigt brugt blade fra døvnælden, Laminum album. Døvnældens blade ligner fuldstændig brændenældens, men de brænder ikke.
Efter afslutning af forsøget foretrak mere end halvdelen af forsøgspersonerne at fortsætte med nældebehandlingen frem for at gå tilbage til den smertestillende medicin, de havde taget tidligere.
Forskerne mangler stadig at finde ud af, præcis hvorfor nælden har denne gavnlige virkning. En mulig forklaring er, at når man brænder sig på et nældeblad, vil nogle overfladiske nervesignaler fortrænge signaler fra dybere liggende nervebaner, hvor gigtsmerter typisk kommer fra.
Er man ikke til denne hard-core metode, så er der stadig hjælp at hente fra nælden.
Plantens høje niveau af flavonoider, kalium og andre mineraler gør, at den også modvirker inflammation indvortes. Drik den som te, brug den i maden og brug gerne et ekstra drys af tørret, pulveriseret brændenælde i både mad og drikke.
Historien fortæller i øvrigt, at man allerede i Middelalderen var klar over nældens positive virkning på smertende led. Det var dog på en lidt finurlig måde, man opdagede det. Dengang kendte man ikke til sygdomme i sindet, man mente, at disse mennesker var besat af dæmoner. For at få maniske personer til at være mere rolige og apatiske personer til at vågne lidt op, piskede man dem dagligt med nælder. Den hårdhændede behandling hjalp naturligvis ikke på sindets sygdom, men eventuelle smerter i led og knogler blev reduceret.
De gamle arabiske læger anså den for velsignet, munkene kunne ikke drømme om at have en urtehave uden, at den var rigt repræsenteret .
I dag står den ofte lidt i skammekrogen, men den er på vej til at få fuld oprejsning for alle de år, hvor vi har negligeret og ligefrem bekæmpet den.
Det gælder naturligvis brændenælden, Urtica dioica, som i dag bruges mod blandt andet gigt, både indvortes og udvortes.
Et norsk forsøg har vist, at friske blade fra brændenælde kan virke smertestillende på mennesker, som er plaget med reumatiske smerter.
Man pressede dagligt et frisk blad på et gigtplaget led i 30 sekunder. Resultatet viste, at ledfunktionen blev bedre, smerterne reduceret og gruppen med de friske brændenældeblade brugte mindre smertestillende medicin end placebogruppen. Som placebo blev der i øvrigt brugt blade fra døvnælden, Laminum album. Døvnældens blade ligner fuldstændig brændenældens, men de brænder ikke.
Efter afslutning af forsøget foretrak mere end halvdelen af forsøgspersonerne at fortsætte med nældebehandlingen frem for at gå tilbage til den smertestillende medicin, de havde taget tidligere.
Forskerne mangler stadig at finde ud af, præcis hvorfor nælden har denne gavnlige virkning. En mulig forklaring er, at når man brænder sig på et nældeblad, vil nogle overfladiske nervesignaler fortrænge signaler fra dybere liggende nervebaner, hvor gigtsmerter typisk kommer fra.
Er man ikke til denne hard-core metode, så er der stadig hjælp at hente fra nælden.
Plantens høje niveau af flavonoider, kalium og andre mineraler gør, at den også modvirker inflammation indvortes. Drik den som te, brug den i maden og brug gerne et ekstra drys af tørret, pulveriseret brændenælde i både mad og drikke.
Historien fortæller i øvrigt, at man allerede i Middelalderen var klar over nældens positive virkning på smertende led. Det var dog på en lidt finurlig måde, man opdagede det. Dengang kendte man ikke til sygdomme i sindet, man mente, at disse mennesker var besat af dæmoner. For at få maniske personer til at være mere rolige og apatiske personer til at vågne lidt op, piskede man dem dagligt med nælder. Den hårdhændede behandling hjalp naturligvis ikke på sindets sygdom, men eventuelle smerter i led og knogler blev reduceret.
