En fryd for øjet!

Af Lene Pors

Klarsyn er en ting vi alle kunne ønske os livet igennem, i hvert fald helt bogstaveligt og måske også billedligt talt. Vi har brug for lyset, synssansen og øjnene hver dag. Vi forsømmer nok at tænke på dem, deres almene tilstand og sundhed. Naturligvis beskytter vi vores øjne, når vi udsætter dem for ekstreme situationer ved fx et arbejde, rejser til fremmede egne eller i forbindelse med sportsaktiviteter, og ofte bliver vi først opmærksomme på øjnene, når de bliver syge eller trætte.

Ekserser dine øjne
I Østen begynder mange børn dagen med øjengymnastik, som jo også er kendt inden for forskellige afslapnings- og meditationsformer. Vi burde hver dag vaske vores øjne i køligt, rent vand og eksersere dem. Øjnenes udtryk og sprog spiller også en rolle. Ubevidst kan man i psykisk belastende situationer overføre symptomerne til kroppen, så problemerne opstår i form af fysiske skavanker. I sådanne situationer taler man om hysteriske neuroser, hvor man midlertidigt kan få voldsomme fysiske symptomer som fx hysterisk tab af sanser – syn eller hørelse - hysteriske anfald eller grædeanfald. Formålet med denne overdrivelse er ubevidst at dæmpe konflikter og relationer, man ikke ønsker at se og blive konfronteret med. Der lurer mange farer, som kan give synsproblemer, både de alvorlige, og nogle mere ufarlige, der er hurtigt overstået. Vores immunsystem kan pludselig reagere på stoffer fra omverdenen, som ellers er ganske harmløse, og øjnene kan svare igen med at løbe i vand, blive røde, irriterede og betændte og udvikle konjunktivitis. Eller endnu værre kan immunforsvaret angribe eget kropsvæv og forårsage mere alvorlige sygdomme i øjet.

Set i lyset af dette, skal alvorlige lidelser som fx grøn eller grå stær med synsforstyrrelser, nedsat syn eller risiko for blindhed altid tilses af en øjenlæge, da de kræver antibiotikaterapi, laserterapi, operative indgreb o.l. Til behandling af mere dagligdags, forbigående symptomer i øjnene kan urter anvendes med effektfulde virkninger. Urterne kan også have en støttende og lindrende virkning ved heling og helbredelse af de kroniske og alvorlige øjensygdomme.

Foruden indtagelse og brug af urter er det fornuftigt også at styrke øjnene ved at stimulere immunforsvaret og minimere allergifremkaldende stoffer ved at få en fornuftig kost med masser af A-, B- og E-vitaminer, vegetabilsk olie, olie fra frø og kerner, magnesium, zink og selen. Spis rigeligt med grøntsager, frugt, fx mørke bær, gulerødder, broccoli, rødbeder, peberrod, majs, peberfrugt, løg, tomater og spinat. Spis lyst kød, vildt, fisk, drik gerne grøn eller hvid te og masser af vand. Nedsæt forbruget af raffineret sukker, hvidt brød og animalsk fedt.

Euphrasia officinalis
Vækst
Planten vokser i Europa og Amerika og er vildtvoksen- de her i landet. Den er mellem 5-30 cm høj. Det er en elegant, enårig urt med en firkantet bladrig stængel, der kan være enkel eller forgrenet. Stænglen har små, ovale, savtakkede blade med hår. Blomsterne er enkle, deres blade er ovale og savtakkede, og de er placeret i bladhjørnerne. Kronen varierer i størrelse og i farve, men det mest almindelige er, at den er hvid med mørklilla eller rødlige striber og en gullig plet i den trelappede underlæbe. Blomsten ligner et blodskudt, ødelagt eller blåt øje. Den vokser på magre jorde, gerne kalkholdige, hvor den snylter på visse græsarter ved at suge næring fra deres rødder. Blomstrer fra midt på sommeren til sent hen i efteråret.

Historie
Planten omtales første gang som middel til øjnene omk. år 1300, og som navnet signalerer, er den blevet anvendt til ”trøst for dårlige øjne”. I middelalderen blev den hakkede urt brugt som kompres til at lægge på øjnene for at ”udtrække varme og gøre dem klare”. Planten har gennem lange tider været opført i farmakopeerne og er blevet brugt flittigt af lægerne som middel til at skylle øjnene. Vil du sikre dig syner om natten, så pluk urten Skt. Hans aften i skumringen, vask øjnene med planten udtrukket i kildevand og læg dig til at sove på en elverhøj.

Medicinsk brug og smag
I dag bruges Euphrasia off. hyppigt i urtemedicinen som øjentonikum. Øjentrøst giver skinnende, klare øj- ne, urten har affinitet for øjnene, men anvendes også til hoste, hovedpine og bihulebetændelse Den anvendes til forskellige former for irritationer og svagheder i øjne-ne, styrker slimhinderne i forbindelse med betændelse og katar, er til blomstersyn, generende skarpt lys og tørre øjne i menopausen. Så kort og godt: det er en god lille ”trøster og øjenåbner”. Urten er uden duft og har en bitter, adstringerende smag.


Vaccinium myrtillus
Vækst
Blåbærbusken er en lille 15 - 40 cm høj træagtig løv- fældende busk med grønne kantede grene. Den er en af 3 danske arter af bøllefamilien. Den vokser på sandede arealer, heder med lyng og i åbne skovområder. Den er udbredt i Europa og Nordasien og findes vildtvoksende i nordeuropæiske lande og i Nordamerika. Den har gulgrønlige små blomster, ovale, let savtakkede blade og runde, blåsorte bær med rødviolet saft Den blomstrer i maj, og bærrene modnes sent på sommeren. Herhjemme er den almindelig i Jylland og Nordøstsjælland.

Historie
I mange århundreder har blåbær været anvendt i den dagligdags folkelige medicin og husholdning. Der har traditionelt været knyttet megen overtro til planten, fx måtte gravide ikke høste bærrene, da der så var fare for, at deres barn ville få mange modermærker. Helt op i 2. verdenskrig blev de britiske jagerpiloter forsynet med blåbærsyltetøj, sandsynligvis for at skærpe deres syns-sans og give deres navigationsevne et løft. Blåbær har gennem tiderne været kendt for at have en positiv ind- virkning på synet, dysenteri og diarre og udvortes til sårheling og blå mærker, foruden at bladene har været brugt som middel mod urinvejssygdomme. Bærrene har pga. deres indhold af C-vitaminer været anvendt mod skørbug. De modne bær indeholder stærke farvende stoffer (flavonoider, specielt anthocyano- sider), som er udnyttet til at give farve til træ, uld og garn.

Medicinsk brug og smag
I dag ved vi, at den århundrede gamle brug af planten ikke har været hverken forgæves eller forkert. Ifølge forskningen er blåbær en virksom antioxidant, bl.a. fordi de indeholder anthocyaniner, der har positiv effekt på synet også ifm. senvirkninger af diabetes. Den normaliserer kapillærer og kollagen i øjet og stimulerer stofskiftet i retina. Desuden er urten virksom ved maculadegeneration, katar i øjenregionen og regenerering af fotoreceptorer i øjnene. Bærrene har yderligere en positiv effekt på grå stær og natteblindhed. Blåbær har en fad, let syrlig og adstringerende smag.

Kulinarisk anvendelse
I køkkenregionerne kan blåbærrene forarbejdes til utallige retter og tilbehør, fx suppe, sorbet, tærter, kager, syltetøj og saft. De små lækre, sunde bær er rigtig anvendelige til en kryddersnaps. Pluk de modne bær/urter, når morgenduggen er lettet, på hedeområder fra juli-oktober og læg dem i en neutral spiritus på min. 38 % i en måneds til. Det er fint at anvende blåbær som enkelt urt, men de er også gode at kombinere med fx tormentil (blodurt) og lyng, så får man en kraftfuld ”Blodig Bitter”. Der skal mest blåbær i blandingen, tormentil i mindre mængde efter smag.


Calendula officinalis
ækst
Er en smuk, afholdt, lille haveblomst med kraftigt gule eller orange blomster, der kan være enkelte eller dobbelte. Planten, som er medlem af kurvblomstfamilien, er repræsenteret med op til 20 forskellige arter, kan blive op til 50 cm høj og kan både være en- eller flerårig. Denne dekorative blomst kommer oprindelig fra det sydlige Europa, den er hårdfør og blomstrer til langt hen på sommeren. Planten har en saftig stængel med smalle, lysegrønne, lancetformede stængelblade. Her i landet skal planten sås og dyrkes, hvorimod den vokser vildt på uopdyrket jord i egnene omkring Middelhavet.

Historie
Morgenfruen har i århundreder været anvendt til medi-cinske formål. Allerede i oldtiden blev den anvendt af grækerne og romerne især pga. dens hudplejende, sår- helende og betændelseshæmmende virkning. Morgen- fruen har været dyrket i Danmark siden middelalderen. Sandsynligvis har munkene indført den som lægeplante i klostrene. Planten har været anvendt til mange forskellige lidelser som fx slangebid, vorter, ligtorne og tandpine. Den berømte urtelæge fra 1600-tallet Nicolas Culpeper omtalte blomsten som ”en trøst for hjerte og sjæl”. I tidernes løb har mange navne knyttet sig til den smukke urt: ringkrave, morgenfro og natlukker.

Medicinsk brug og smag
Calendula off. er almindelig brugt i vestlig urtemedicin til hudlæsioner, forbrændinger, svamp, og desuden er den virus- og bakteriehæmmende. Det er denne sidste egenskab, der gør den anvendelig til øjenbetændelse. Et kompres af kronbladene er særdeles anvendeligt som
førstehjælpsmiddel til sår og forbrændinger, et udtræk kan anvendes til øjenbadevand mod katar, men også som hjælp til akne, betændelse og hudinfek- tioner. Morgenfruen indeholder lutein, - et anti- oxiderende karotinoid, der er et af forstadierne til A-vitamin, og som findes naturligt i fx mørkegrønne bladgrøntsager, asparges, kål og æggeblommer. Lutein har stor betydning for både nethinden og linsen i øjet, da det er i stand til at modvirke maculadegeneration, grå stær og andre aldersbetingede øjensygdomme. Morgenfrue har en intens skarp, urteagtig duft og en let bitter smag. Indvortes brug skal undgås ved graviditet.

Kulinarisk anvendelse
Igennem mange tidsepoker er urtens farverige kronblade blevet anvendt til at give kulør til kogte ris og fiskeretter, altså som surrogat for det meget dyrere safran, så af den grund kaldes urten ”fattigmands-safran”. Den har ligeledes været brugt til at give farve til smør og ost. På frokostbordet kan morgenfruens kronblade bidrage med en let peberagtig smag og samtidig være et delikat og nuanceret indslag i salatskålen. Man kan med fordel også anvende urten i en urteteblandling til almindelig nydelse og til opgradering af humøret.


Vitis vinifera
Vækst
Vinen hører oprindelig til i Sydeuropa og Vestasien, i dag dyrkes den hvor temperaturen er til det. Selvom planten er hårdfør, foretrækker den en lun og tør jord, der er kalkholdig. Her i landet dyrkes den mest i væksthuse. Vinstokken er en op til 3.5 m høj løvfældende, træagtig klatreranke, den har kraftig og hurtig vækst og henleder tanken på lianer, der også har slyngtråde. Barken er brunlig med løstsiddende strimler. Bladene er lysegrønne, glatte og håndlappede, de er meget dekorative og har 3-7 savtakkede lapper. Om efteråret skifter bladene til gule og røde nuancer. Blomsterne er placeret i bladhjørnerne, er lysegrønne og sidder opret i klaser og udvikler sig om efteråret til grønne, rødviolette eller blå druer. I modningstiden slår mikrosvampe sig ned udvendig på druerne for at forgære druesukkeret, når de kommer i forbindelse med saften. Både blade, frugt, gamle stokke og saft kan anvendes til så vidt forskellige formål som mad, drikke, urtemedicin og brænde.

Historie
Både i Egypten og Grækenland har man udgravet rester af druekerner og - saft i krukker fra helt tilbage til 1700 før vores tidsregning. Siden oldtiden har der været dyrket vin, menneskene dengang spiste formodentlig også druer, da deres organisme havde brug for sødestof i form af druesukkeret. De første vinstokke blev sandsynligvis plantet i Mellemøsten, og siden har vinavl bredt sig til resten af verden. Vin i moderate mængder har til alle tider været med til at øge modstandskraften over for bestemte infektioner. Vinen kan simpelthen destruere patogene organismer. I verdenshistorien er der mange tilfælde, hvor vinen har reddet menneskeliv, fx anvendte de gamle grækere vinen til at desinficere sår. Under 2. verdenskrig blev vinen brugt til at komme i det forurenede postevand, og man har minimeret kolera- og tyfussmitte vha vin. Også i nutiden er man klar over vinens formåen, den kan berøve mange forskellige bakteriearter livet, fx typer af salmonella og stafylokokker, som kan give anledning til madforgiftning.

Medicinsk brug og smag
Den viden, vi har i dag, som er baseret på den nyeste forskning, viser, at røde druekerner er en ”multi-kernesund-helbreder”, der kan styrke immunforsvaret, afhjælpe og minimere symptomer ifm kredsløbssyg- domme, åreknuder, sårheling, synsproblemer, diabetes og dermed relaterede nethindeproblemer. Kernerne indeholder stoffer, som i deres egenskab af antiox- idanter beskytter mod de ødelæggende frie radikaler, som findes i alt, vi spiser, drikker og indånder. Bladene er adstringerende og betændelseshæmmende, de kan som afkog anvendes mod diarre eller som udtræk til mundskyllevand og øjenbadning mod inflammation. Saften fra grenene kan bruges som øjenvand. Kosmetisk virker druen blødgørende og afrensende på uren, fedtet hud og er med til at fjerne døde hudceller. Planten indeholder bl.a. garvestoffer, vin- og æblesyre, pektin og sukker, så smagen og virkningen kan både være syrlig, sød og sammentrækkende.

Kulinarisk anvendelse
Den mest almindelige brug af druer er jo til fremstilling af forskellige former for vin. I egnene omkring Middel- havet og også i etniske kulturer herhjemme anvendes vinbladene til indpakning af forskelligt fyld. De unge og sprøde blade koges og fyldes med forskellige former for grønt eller kød, de kan også nydes uden fyld. De tørrede druer, rosiner eller korender, har i århundreder været gemt til vinterforråd. I dag bruges de mest i bagværk, kager, salater eller som tilbehør til for- skellige madretter. Hvis man lader en flaske vin stå efter åbningen, vil den efterhånden omdannes til eddike. Vineddike bliver fremstillet på andre måder og bruges til marinader til kød eller salat. Fødevareindustrien forbruger store mængder af druesukker, så derfor kan det betale sig at fremstille dette sødemiddel af druer. Mere specielle anvendelser er marmelade eller gelé af vindruer, juice eller konserverede hele og halve druer.


Foeniculum vulgare
Vækst
Fennikel er en flerårig skærmplante, der vokser i Europa, Afrika, Asien og Sydamerika. Der findes 2 sorter: knoldfennikel og bronzefennikel, de kan begge dyrkes her i landet. Sidstnævnte giver kulør til urtebedet og kan også overvintre, hvis der ikke er for hård frost. Begge planter er smukke, elegante stauder med findelte, fjeragtige blade og klare gule blomster, der danner en skærm. Fennikel har en hvidlig-grøn knold, som dannes af saftige, opsvulmede bladskeder. Urten bliver op til 2 m høj, og frøene er furede. Bladene leder tanken hen på dild, som den har visse yndefulde lighedstræk med, men planterne er da også i familie. Hele planten omgiver sig med en anisagtig duft og blomstrer i juli og august.

Historie
Fennikel stammer fra det vestlige Asien og Middel-havsområdet. Allerede de gamle egyptere omtalte planten på papyrusruller. Der kan man læse, at den skærper synet både helt konkret, men også i overført forstand. Fennikel har desuden siden tidernes morgen været anvendt som afrodisiakum, og lang tid før Sokrates kendte man til virkningen. Man anvendte også stænglerne til at indsamle urter i, og til orgier bandt man kroner af fennikelblade. Planten har været en af angelsaksernes ni hellige urter, man troede, den beskyttede mod det onde. I Shakespeares skuespil Hamlet omtales den som en orakelurt. I gamle svenske bøger, står der, at et afkog af fennikel styrker hjertet, helbreder hoste og lungesot. Siden 1980’erne har planten været anvendt som grøntsag.

Medicinsk brug og smag
Den primære og mest anvendte brug af planten er som afbalancerende middel med effekt på hormonsystemet, idet den indeholder østrogenlignende phytohormoner, og desuden lindrer den fordøjelsesbesvær, fremmer mælkeproduktion ved amning, kan standse hikke, kvalme og opkastning. Et afkog af frø virker mod hoste og bronkitis og kan benyttes til badning af betændte øjne og som øjenskyl. Fennikel har en mild og let sødlig smag, der er lakridsagtig. Smagen er varm og behagelig aromatisk. De smagsmættede frø kan tygges og give sød ånde. Planten er rig på A-, B- og C-vita- min. Bør ikke anvendes under graviditet, fennikelolie må ikke anvendes af børn og epileptikere.

Kulinarisk anvendelse
Fennikel anvendes som grøntsag, den kan koges, bru-ges rå i salater, i supper eller i grøntsagsretter. Den markante smag af anis er fremragende til retter med lam, kylling eller fisk, og de friske, sprøde fennikelblade er særdeles anvendelige som garniture på de færdige retter og som drys på salaten. Ved at tilsætte frø til brødbagning og fremstilling af ost kan både fordøjelsen og smagen blive reguleret og forbedret.