Hovedrengøring

Når foråret er over os, får mange af os pludselig lidt dårlig samvittighed og lysten til at lave en indre hovedrengøring melder sig.

Forleden blev jeg spurgt om, hvorfor i alverden det er nødvendigt? Kan vi ikke bare stole på, at vores krop har selvhelbredende kræfter, som vil udskille og regulere efter behov? Er det ikke bare smarte reklamefolk som vil sælge diverse udrensningsprodukter?

Personligt tror jeg ikke på, at vi bare kan lade stå til og overlade rengøringsarbejdet til kroppen. Er man træt og uoplagt, oppustet, har hovedpine, hudproblemer eller lider af kroniske inflammationer i kroppen, så er jeg overbevist om, at en indre forårsrengøring vil være en yderst velkommen gestus overfor os selv.

Det moderne ord er at gå på detox-kur. Ordet er nyt, men at udrense kroppen engang imellem er absolut ikke nogen ny opfindelse. Ligeså langt tilbage som vi kan søge i litteraturen, ses det at mennesket har renset sig, dels for at komme fri af sygdom, dels for at styrke kroppen generelt og dermed opnå en større vitalitet.

I dag er det mere nødvendigt end nogen sinde. Medaljen af vores velfærdssamfund har en bagside, som er til at tage og føle på. I løbet af et år udsættes vi i gennemsnit for omkring ½ kg forskellige giftstoffer og 12 kg tilsætningsstoffer og konserveringsmidler fra vores mad og de produkter, vi bruger på kroppen og i vores hjem.

Iflg. Verdens Sundhedsorganisationen, WHO, kan måske op til 30% af al sygdom forbindes til vores daglige udsættelse af forskellige kemiske stoffer.

Problemet med disse stoffer er, at selvom mange har været her i de sidste 100 år, så er kemien stadig så ny for vores celler, at de ikke har lært sig, hvordan de skal tackle dem og få dem gelejdet ud af systemet igen.

En forårsrengøring behøver ikke at være lig med fuldstændig askese. En bevidst og velovervejet kost og livsstil kan føre os langt på vejen.

En let oversigt kunne lyde:

Man kunne starte med at sikre, at man får nok vand i løbet af dagen. Vi udskiller cirka 1 ½ L. væske dagligt, det betyder, at der skal samme mængde indenbords. Undgå bevidst tilsætningsstoffer og kemiske stoffer ved at vælge økologiske produkter og drop både halv- og helfrabrikata. Spis lette måltider, fortrinsvis vegetariske, men økologisk kylling og fisk kan sagtens indgå i maden. Spis friske krydderurter og brug krydderier i den daglige mad. Byt kaffen ud med grøn te og anden urtete. Minimer indtaget af alkohol (også vin) og drop tobakken. Gå i sauna, evt. infrarød sauna, et par gange om ugen. Sørg for at komme ud i den friske luft, gå lange turer, gerne med indlagte intervaller, hvor man skiftevis bliver lettere forpustet og skiftevis traver roligt af sted. Hvis man er vant til at sidde længe oppe foran fjernsynet, så lav en bevidst ændring på denne vane og smut tidligt i seng. Fokuser på det positive i livet og mærk hvor meget en god latter kan give kroppen et løft.

Vil man have sat ekstra skub i udrensningen og mærke energien rulle i kroppen, så er der al grund til at få hjælp af de mange udrensningskure, som vi kan købe i butikkerne. De er alle baseret på urter, som både støtter vores udrensningsorganer og tilfører os vigtige antioxidanter.
Med ønsket om et vitalt forår ☺