Leverens afgiftning

Af Birgith Broberg


Leveren er kroppens største enkeltorgan og som kemisk afgifter spiller den en særdeles vigtig rolle i forbindelse med opretholdelsen af et sundt og livskraftigt legeme. Mange udsættes i dagligdagen for en række forskellige giftige stoffer og kroppens evne til at eliminere og udskille disse stoffer så hurtigt som muligt er af afgørende betydning for sundheden. Hvad enten det drejer sig om nedbrydning og neutralisering af medicinrester, alkohol, koffein, sprøjtegifte, steroider eller tungmetaller, for blot at nævne nogle af de bedst kendte, indgår leveren som en væsentlig del af denne proces.

Kompliceret størrelse
Leverafgiftningen, der er både kompliceret og omfattende, kan grundlæggende opdeles i 2 faser. Begge faser er, foruden at være styret af enzymprocesser, afhængige af tilstedeværelsen af den vigtige antioxidant glutathion.

Samarbejdspartnerne tarmen og nyrerne indgår ligeledes i rengøringsarbejdet. Når leveren er færdig med sin del af jobbet, tager tarmen og nyrerne over og sørger for at giftstofferne udskilles. For at afgiftningen over tarmen kan fungere optimalt, fordres for det første, at der er tilstrækkeligt med uopløselige fibre til stede i tarmen (fibre binder toksinerne), samt for det næste, at afføringen er regelmæssig (reabsorption forhindres). Hvad angår afgiftningen over nyrerne, kræves ikke mindst en effektiv drænering. Der skal med andre ord et passende væskeindtag til, gerne suppleret med urter med nyrestimulerende og vanddrivende egenskaber.

Det er således indlysende, at det kan være af stor betydning, med jævne mellemrum at støtte og styrke leverens udrensende processer samt sikre sig, at den videre udskillelse over nyrer og tarm forløber uden problemer. Dette gør sig ikke mindst gældende for personer, hvis lever arbejder med nedsat effekt.

Leverubalance
Leverubalancer kan udtrykke sig på mange måder og for ganske mange kan der være tale om en genetisk træghed i fase 2 afgiftningen. Denne sidstnævnte genetiske ubalance, kan i øvrigt afsløres på ganske enkel måde: Smut en tur til grønthandleren og indkøb en håndfuld friske, grønne asparges. Kog dem let i nogle minutter og spis dem. Den store prøve indtræffer, når du senere skal ud og tisse. Kører din fase 2 afgiftning i leveren for nedsat blus (den genetiske træghed), vil du ikke være i tvivl: din urin vil nemlig lugte meget stærkt. Du har her en god indikation for, at det er vigtigt at stimulere leverens afgiftningssystem, så det arbejder så optimalt som muligt.

Fremgangsmåden kunne være, at lave en urteblanding bestående af gode leverurter, nyrestimulerende og vanddrivende urter samt urter der understøtter udrensningen over tarmen. Som eksempel kunne en sådan urteblanding indeholde de følgende urter

Urterne
Silybum marianum - Marietidsel:
Silybum er en af de vigtigste afgiftningsurter. Den beskytter leveren mod forgiftningsskader og regenererer leverceller samt øger afgiftningskapaciteten overfor alkohol, tungmetaller, miljøgifte og medicin. Silybum øger desuden produktionen af det tidligere nævnte antioxidante stof glutathion foruden at stimulere fase 1 afgiftningen.

Schisandra chinensis:
Schizandra øger ligeledes syntesen af glutathion og beskytter leverceller mod frie radikaler samt øger leverens afgiftningskapacitet, bl.a. ved at aktivere både fase 1 og 2 enzymerne. Virker desuden som adaptogen (denne sidste egenskab kan være gavnlig i forbindelse med leverudrensning, da symptomet på en belastet lever ofte er træthed).

Cynara scolymus – Artiskok:
Denne plante mindsker tabet af glutathion, når leveren udsættes for oxidativt stress og forbedrer dermed leverafgiftningen. Virker desuden lettere vanddrivende og afførende.

Solidago virgaurea – Gyldenris:
Solidago virker bl.a. vanddrivende og nyrestyrkende. Øger udskillelsen af giftstoffer over nyrerne.

Zingiber officinalis – Ingefær:
Zingiber fremmer tarmkanalens tonus og peristaltik foruden at fremme passagetiden gennem mavetarmkanalen. Derudover fremmer ingefær optagelsen af andre urter og/eller beskytter dem mod nedbrydelse i leveren.

sidst men ikke mindst kunne f.eks. tilføjes en blodrensende urt.

Arctium lappa – Skræpbladet kruse:
Arctium virker stærkt afgiftende og er meget anvendelig i forbindelse med ubalancer, der fremkalder ophobning af affaldsstoffer. Urten virker sandsynligvis blodrensende ved at stimulere kroppens ekskretionsorganer. Her ses en blodrensende, mildt vanddrivende, mildt sveddrivende og mildt afførende effekt.

God fornøjelse med ‘hovedrengøringen’.

Denne artikel er første gang bragt i tidsskriftet "mit helbred" www.mithelbred.dk