Jeg var ved stranden med hundene en kold vinterdag.
Her kan de spæne rundt og få brændt noget krudt af, mens jeg kan have tankerne på noget andet. Jeg skulle have nogle ord på plads, så jeg kunne skrive lidt om varmebehandling af huden. Huden er vores største organ, her er fuld fokus på det ydre, men ofte glemmer vi at tænke på, at det også er et stort udskillelsesorgan, det kunne jeg tænke mig at give lidt opmærksomhed i en lille sundhedsnote.

Inden turen havde jeg bestemt mig for, at jeg selv skulle øve mig i at blive bedre til at høre, hvad kroppen generelt fortæller mig.
Jeg har fået lavet en dårlig vane med, at selvom jeg måske nok hører, hvad der rent faktisk bliver sagt, så er det ikke det samme som, at jeg handler på det. Måske gør jeg endda det stik modsatte af, hvad kroppen signalerer af behov. Indrømmet, det er begyndt at gå mig på, at jeg skal være i trodsalderen, overfor mig selv, når jeg kan se tallet 50 indenfor en overskuelig periode.
Måske er det også netop alderen, som gør mig trodsig. Jeg har umådeligt vanskeligt ved at erkende, at jeg ikke bare kan køre i det samme tempo, som jeg kunne for ti år siden. Det kan ganske enkelt ikke passe, men faktum er, at jeg må erkende, at jeg kan blive træt og ergo, jeg er nødt til at tage skeen i den anden hånd og reagere mere hensigtsmæssigt. Huden vil sikkert også blive glad for lidt revideret opmærksomhed…

De mennesker, jeg mødte på turen, har sikkert troet, jeg var småskør. I hvert fald kunne de opleve en person, som gik og sludrede med sig selv – ikke engang med en telefon ved øret, som ellers kan være en ganske udmærket camouflage, når man har de tendenser. (Bare husk at stille den på lydløs, det ser endnu mere mærkeligt ud, når man taler i en telefon, som pludselig ringer).

Det var som sagt en kold dag, så en kulderislen kunne føles ned af ryggen – ’Du har taget for lidt tøj på’ sagde huden. ’Måske, kære hud, men det er fordi, vi skal arbejde lidt mere i dag, du skal svede, så jeg kan mærke, at blodet og energien ruller’. Jeg gik raskere til og mærkede varmen komme. ’Uhmm nu er det dejligt’, sagde huden. ’Hold tempoet, jeg giver dig sved, som kan køle lidt af, da kan du gå hurtigt i længere tid’. Da var det, at jeg igen ikke lyttede efter. Jeg fandt en stor sten ved vandet, faldt i staver og blev siddende for længe. ’Hu-ha, du kan ikke bare holde lange pauser, nu har du jo svedt, og det afkøler altså mig, din hud. Hvis du bliver siddende, er du selv ude om det, hvis du bliver syg’.

Jeg skal ikke selv tage æren for den manglende sygdom, den skal nærmere gives til de to 4-benede, som har opdraget mig ret godt til at forstå, hvad de siger.
Opfordringen lød – ’kom nu, vi skal videre, der er helt sikkert noget spændende lidt længere fremme’! Tempoet blev genoptaget, varmen kom igen til kroppen og ja, jeg slap for en forkølelse i denne omgang, selvom jeg klart overså den lektie, jeg havde givet mig selv om at lytte til signalerne.
Året er dog stadig kun i sin vorden, der er sat fokus og med lidt yderligere træning, skal det nok lykkes mig at lytte lidt bedre.