På krydstogt i vikingernes spisekammer ved Moesgaard museum

Af Lene Pors

Den sidste weekend i maj var fyldt med solskin og drivende hvide cumulusskyer, en dejlig afslutning oven på en ellers temmelig kølig måned. Nu skulle jagten indledes på traditionelle, vilde spiselige planter, som befolkningen allerede i vikingetiden anså for et vigtigt supplement til den daglige kost. Så hvad var mere nærliggende end at søge til Moesgård med de store græsenge, udstrakte kølige skov- arealer og strande, hvor nordiske vikinger i fordums tid havde holdt til efter deres togter og land- erobringer, - hvor de havde boet, levet og indrettet sig i og med naturen. Det var i denne sammenhæng ikke så meget urternes medicinske egenskaber, der var interessante, men de kulinariske sammen- hænge, hvor planterne primært skulle gøre nytte som dengang i form af krydderurter til kød, brød og salat.

I parken bag hovedbygningen løber langs plænerne snorlige grusstier indhegnet af alléer med gamle stynede træer, hvorunder der vokser et væld af planter, og her i skyggen på skovstien stod den første interessante urt til samlingen: Alliaria petiolata (løgkarse). Som navnet antyder, duftede den stærkt af løg, - måske både af hvidløg, karse og purløg, men det var tydeligt, at frøstandene allerede nu var ved at udvikle sig. Det var jo også sidst på sæsonen med blomstringen for denne urt, men bladene kunne endnu fint give en kraftig hvidløgssmag og tilmed farve til kødretten. Bag alléen lå et langstrakt areal omkranset af skov, her stod store partier af Rumex obtusifolius (skræppe, butbladet) et medlem af syrefamilien. De gigantiske blade ville være formidable til at pakke kød eller urter ind i, så her var naturens udgave af datidens filodej med lidt indbygget bitter smag. Bladene ville også være velegnede til grillkød, de ville beskytte og bevare kødet, så det ikke mistede kraften og blev stegt alt for intenst.

Stien førte videre over en lille høj med en samling mosbegroede store sten dekorativt anbragt i en lille rundkreds, der antydede, at dette var et gravsted. Rundt på højen voksede kæmpestore vilde taks, som jo næsten ellers kun ses dyrket i haver i dag, - de har grangiveligt været anvendt til buer på grund af deres enorme lange plantefibre, der gav grenene en høj grad af fleksibilitet og smidighed. De gifti- ge taxinstoffer i træet har været omtalt og anvendt siden oldtiden til bl.a. selvmord, - men da dette jo ikke var formålet med turen, og træet som bekendt alligevel ikke var spiseligt, kunne jagten ligeså godt gå videre.

Neden for højen ud mod et overdrev med græs lå en lille eng i et skovbryn i et lidt sumpet område. To ting faldt straks i øjnene: mindre ujævnt fordelte gule klatter, der viste sig at være små samlinger af Primula veris (Hulkravet kodriver), de var bare smuk- ke, men ikke særlige anvendelige til maden, men derimod kan blom- sterne anvendes til en stærk vin. Den anden ting, der straks faldt i øjnene, stod bag en stor klynge siv, nemlig Myrrhis odorata (sød- skærm). Der var en svag anisduft omkring planterne, men på grund af deres udseende kunne de nemt forveksles med en anden lignende art, som er giftig, nemlig Conium maculatum (skarntyde), men da sødskærmen udsender en markant lakridsduftende vellugt omkring sig, som i øvrigt blev strækere, da planten blev plukket, var der ingen grund til at tro, at det var en fejltagelse. Sødskærmen bliver en god, velgørende urtetilsætning i gryden, eller måske skal den bare kandiseres til dessert eller spises som slik med ”Kongen af Danmark”-smag?

Ude på overdrevet stod en fåreflok bag en indhegning, der var masser af Trifolium pratense (rødklø- ver) og Bellis perennis (tusindfryd) over hele området, begge ville egne sig rigtig fint til salatskålen; og kløveren specielt som krydderurt til ost og kød eller bagt med i brød. Turen gik videre ad en smal veksel ned mod skoven. I udkanten af skovbrynet voksede en bræmme af Galium odoratum (skovmærker), de havde set bedre tider, men duftede dog stadigvæk som nyslået hø med deres indhold af kumarin. De bliver gode i krydderurteblandingen, men kan da også anvendes til blomsterkranse og urtesnaps. Det var heldigt, at ruten netop gik her forbi i dag, for i morgen er det Valborgaften, så kommer heksene og tisser på skovmærkerne. Turen gik videre hen over en smal asfalteret vej. I gruset i vejkanten voksede Stellaria media (fuglegræs), og de var også at finde på den opskyllede, salte tang ved havet. De sprøde urter skal bruges som en let kogt grøntsag og som en rigtig god krydderurt til osten og salatskålen, - og så er de oven i købet rige på C-vitaminer og mineraler.

I den anden side af skoven løb en smal hulvej langs med et stendige ned mod et hegn. I den anden retning var der græsarealer hen over et vidt- strakt, kuperet terræn, så ruten gik over bakken, hvor der løb en trampet sti hen over. I de tørre kanter voksede store, flotte Plantago lanceolata (vejbred, lancetbladet) med næsten afblomstrede frøstande, som har så hurtig en cyklus, at de som regel er væk i løbet af et par døgn. Bladene vil være gode at koge med i gryden som grøntsager. På bakketoppen lå en primitiv stråtækt og langstrakt hytte , - nærmest en jordhule bygget efter viden om, hvordan man formoder byggestilen var i jernalderen. Under tagskægget i solsiden glitrede iøjnefaldende gule Potentilla anserina (gåsepotentil), der lå som et grønt og sølvskinnede tæppe i lyset. Selve blomsten og bladene bør vist bare anvendes til farvning, men rodstokken skal koges med og spises. Lidt længere fremme på vejen tilbage til museet væltede en stor samling Rumex spp. op af jorden, - både Rumex acetosa og Rumex crispus (almindelig syre og kruset skræppe). De skal også med i gryden, de skal koges som spinat, - ikke i store mængder pga. syreindholdet, og med let hånd skal de drysses som krydderurter med en frisk, let syrlig smag, der stammer fra oxalsyren i bladene.

Hvem sagde, at det var kedeligt og trivielt at finde smagfulde tilsætninger til kosten blandt vikinger, de smed ikke bare med knoglerne og mjødkrusene, men spiste også grøn og varieret kost med både sød, syrlig, skarp, salt og bitter smag.