Phytokemi

Af Birgith Broberg


Interessen for planternes aktive indholdsstoffer er kendetegnende både for den etablerede lægemedicinske industri samt for phytoterapien. Arbejdet med at undersøge planter for virksomme bestanddele er i gang verden over og både økologiske og økonomiske interesser spiller en stor rolle. En stor del af de vigtigste lægemidler lægevidenskaben benytter sig af i dag, blev da også oprindeligt opdaget i planter, som har været anvendt i århundreder i folkemedicinen.

Her kan nævnes en lang række syntetiske midler med blandt andet beroligende, smertestillende, feberdæmpende og blodtryksdæmpende effekt. Vi har f.eks. fået kodein og morfin fra opiumsvalmuen, de hjertestyrkende midler digitoxin og digoxin fra digitalis-bladene samt aspirin fra Salix alba foruden kinin fra det peruvianske febertræ Cinchona og sidst men ikke mindst, må vi ikke glemme, at de fleste antibiotika oprindeligt blev udvundet af skimmelsvampe.

Alle disse syntetiske og ofte livsredende medikamenter, er helt klart uundværlige i forhold til livstruende tilstande, men urternes naturlige medicinsk virksomme stoffer spiller ligeledes en stærk rolle både i forbindelse med understøttelse af den lægelige behandling samt i forhold til at mindske eller overflødiggøre den syntetiske medicin.


Phytokemi og plantefarmakologi
Styrken ved urtemedicinen er jo netop, at vi her har et bredspektret behandlingsredskab. Hver enkelt medicinsk urt rummer dusinvis af forskellige virkningsfulde aktive indholdsstoffer, der på forskellig vis påvirker kroppens selvhelbredende funktioner. Planternes aktive stoffer dannes ved en række metaboliske processer. Hver enkelt plantegruppe har sin helt egen metaboliske profil og på denne baggrund optræder en række ligheder mellem nært beslægtede planter, som danner grundlag for den katagorisering af lægemedicinske planter, vi anvender i praksis.

Generelt kan man sige, at en lægeplantes egenskaber hviler på de stoffer, som planten under sin væksttid ved eget stofskifte (metabolisme) danner og oplagrer. En del af disse stoffer er ‘ledsagestoffer’ uden nogen egentlig medicinsk betydning, hvis rolle sandsynligvis er at påvirke optagelsen og virkningen af de aktive indholdsstoffer. De aktive indholdsstoffer er derimod kemiske forbindelser, der har nyttige funktioner for planten og som samtidigt er gavnlige for mennesker. Ved man lidt om disse medicinsk aktive indholdsstoffer, ved men samtidigt en hel del mere om, hvorfor den enkelte plante virker som den gør. Lad derfor blikker glide fra indikationslisten til oversigten over aktive indholdsstoffer næste gang du åbner dit kompendie og måske vil du finde referencer til nogle af de følgende stofgrupper nævnt.

Ofte forekommende aktive indholdsstoffer i lægemedicinske urter:

Alkaloider
Alkaloider er planternes mest farmakologiske aktive indholdsstoffer. Det er i denne gruppe, at vi finder de, der oftest er blevet undersøgt af den moderne videnskab. Der er som regel tale om basiske, kvælstofholdige heterocykliske forbindelser, der er letopløselige i alkohol. Alkaloiderne optages gennem hud og slimhinder og optages lettest i basisk miljø, d.v.s. det sure miljø i maven ikke er ideelt, hvorimod bugspytkirtlens sekret tilvejebringer et basisk miljø i tarmen, hvor optagelsen således kan finde sted. Alkaloiderne ligner hinanden meget i kemisk struktur, men kan alligevel have vidtforskellige virkninger. Alkoloiderne virker f.eks. galdestimulerende og antiseptiske (f.eks. Berberis), smertestillende (f.eks. Corydalis), kredsløbsstimulerende (f.eks. Zanthoxylum), irriterende (f.eks. Capsicum) samt mælkestimulerende (f.eks. Galega).

Antrakinoner
Antrakinonerne optræder i naturen som glykosider, d.v.s. en kemisk forbindelse mellem et stof og et sukkermolekyle. At antrakinonerne findes i forbindelse med sukker (Glykosider) i planterne, beskytter dem mod nedbrydelse i mave- og tyndtarm. Glykosiderne afkobles senere i tyktarmen af tarmens bakterier og derved aktiveres antrakinonerne i tyktarmens miljø. Antrakinonerne virker afførende ved at øge mængden af elektrolytter og væske i tyktarmen. Antrakinonerne er da også de vigtigste stoffer i afførende urter som Cassia senna og Rheum palmatum. Da de stærke antrakinoner kan forårsage mavekneb, bør de altid gives sammen med carminative urter. Udover en afførende virkning kan antrakinonerne desuden have en betændelseshæmmende effekt, modvirke stendannelser samt have en lindrende virkning på psoriasis. Vær opmærksom på at urter der indholder antrakinoner ikke anvendes under svangerskab.

Bitterstoffer
De fleste bitterstoffer i planter er mono-terpene iridioder optrædende som glykosider. Der er tale om en meget forskelligartet gruppe, der alle har en udtalt bitter smag til fælles. Den bitre smag virker fordøjelsesfremmende ved at stimulere nervus vagus (10. hjernenerve). Det er derfor af afgørende betydning, at man smager disse bitterstoffer, hvorfor den bedste indgivelse er i lidt vand ca. 1/2 time før maden. Derved stimuleres bitterreceptorerne på tungen, hvorved nervus vagus aktiveres med en lang række virkninger til følge:

Mavesyre- og pepsinudskillelsen fremmes. Der sker en kortvarig forøgelsen af gastrin. Blodgennemstrømningen i mavetarm-kanalens slimhinder fremmes. Galdeproduktionen øges og galdeblærens bevægelighed fremmes. Bugspytkirtlens sekretioner fremmes og holdes parat i udførelsesgangene. Og sidst men ikke mindst sker der en hurtigere udtømning af mavesækkens indhold i tolvfingertarmen.

Den fordøjelsesfremmende virkning virker fysiologisk ind på en lang række andre områder i kroppen og den forbedrede fordøjelse kan afhjælpe en række ubalancer som f.eks. hudubalancer (acne, eksem, vitiligo m.fl.), diabetes, galdesten, gigt, klimakterie-problemer, jern-mangel (nedsat mavesyre-niveau hæmmer jern-optagelsen - bitterstofferne øger mavesyreniveauet), allergi (bedre nedbrydning og optagelse af næringsstoffer), blodsukkerubalancer og dårlig appetit. En sund galde-mængde hæmmer desuden vækst af usunde bakterier i tarmen, hvorimod de bakterier, der naturligt hører til i tarmen, ikke hæmmes. Og sidst men ikke mindst ses en immunstimulerende effekt i forbindelse med bitterstoffer (f.eks. Picorrrhiza kurroa og Andrographis paniculata). Den meget kraftigt virkende bitterurt Gentiana lutea, der blandt andet indgår i Angostura, indeholder bitterstoffet amarogentin, der kan smages i en 1:50.000 deles fortynding, så der er virkeligt tale om stoffer vores smagsløg reagerer på.

Flavonoider
Flavonoiderne opdeles i flavonoler, flavoner og flavanoner og de er nok den stofgruppe, der forsker allermest i i øjeblikket. Navnet er afledt af det latinske ‘flavus’, der betyder ‘gul’ og flavonoiderne forekommer da også specielt i hvide eller gule blomster, blade og bær. Flavonoiderne har mange forskellige virkningsmekanismer.

Crataegus- og ginkgoflavonoiderne hører f.eks. til en gruppe der stabiliserer kapillærernes membraner og formindsker permabiliteten, hvorved blogennemstrømningen øges i bestemte kropsdele.

Der ses en allergi-dæmpende virkning, da flavonoiderne hæmmer udskillelsen af histamin fra mastcellerne og basofile celler, hvorved dannelsen af væskeansamlinger dæmpes (f.eks. Scutellaria baicalensis).

Der ses en anti-oxidativ effekt hvorved frie iltradikaler neutraliseres. Frie radikaler menes at spille en væsentlig rolle i forbindelse med dannelsen af svulster og andre sygelige tilstande. Stoffer som bl.a. quercetin og rutin (som forekommer i Crataegus oxycantha og Fagopyrum esculentum (alm. boghvede)) har i praksis vist sig at hæmme svulstcellernes vækst. I det hele taget spiller flavonoiderne en væsentlig rolle i forbindelse med cancerforebyggelse. De anti-oxiderende, immunstimulerende og enzymhæmmende virkninger har efter alt at dømme en svulsthæmmende virkning; flavonoidernes enzymhæmmende virkning hæmmer omdannelsen af pro-carcinogener (visse kræftfremkladende stoffer bliver først skadelig, når de omdannes via kroppens egne enzymer), andre flavonoider fremmer aktivitets-niveauet hos kroppens Natural-Killer-celler, hvilket medfører et øget forsvar mod forandrede kropceller, virusinficerede og døde celler. Flavonoiderne forekommer iøvrigt i store mængder i C-vitaminrige frugter og grøntsager og der optræder i denne forbindelse en synergistisk effekt mellem flavonoiderne og C-vitaminet, der sikrer en bedre optagelsen af vitaminet. Flavonoiderne virker desuden beskyttende på mavens slimhinder, hæmmer virus, hæmmer fosfordiesterase, hvilket styrker hjertet, nedsætter blodtykket, løsner kramper, modvirker blodpropper, beroliger og hæmmer betændelse. Der ses endvidere en hæmmende effekt på cyclo-oxygenase og lipoxygenase, som igen medfører en betændelseshæmmende effekt.

Garvestoffer
Stort set alle planter indeholder mere eller mindre garvestof. Garvestofferne er normalt koncentreret i særlige plantedele som rødder, bark, blade eller frugter, hvor de sandsynligvis spiller en beskyttende rolle: garvestofferne hæmmer bakterier og svampe og deres astringerende smag og fordøjelseshæmmende virkning sikrer desuden, at planten ikke virker alt for attraktiv på planteæderne. Garvestofferne virker desuden hæmmende på væksten af konkurrerende planter. Garvestofferne virker astringerende på kroppens væv og denne effekt øger kroppens modstandskraft mod infektioner. Garvestofferne optages generelt ikke gennem hud eller slimhinder og den astringerende effekt bliver således lokal. Garvestofferne virker helende ved at sammentrække blodårer og muligvis fremme koaguleringen (= blodstandsende effekt ved sår). Garvestoffer danner forbindelser med protein i huden og skaber en midlertidig membran foruden at virke svagt lokalbedøvende. Garvestoffernes astringerende effekt er meget gavnlig i forbindelse med kathar-tilstande i fordøjelseskanalen (halskathar, mandelbetændelse, mavekathar, mave/tarmsår, collitis, enteritis, divertikler, diarré, brok). Derudover ses reflektoriske virkninger med astringerende effekt i øvre luftveje (f.eks. ved behandling med Sambucus nigra).
Vær opmærksom på at garvestofferne kan have en række bivirkninger (forstoppelse, hæmmet optagelse af vitaminer, mineraler, medicin m.m.).

Glykosider
Glykosider er organiske forbindelser mellem en sukkerdel (ofte glucose) og en anden forbindelse under ét benævnt aglykoner. Aglykonerne er oftest opbygget af kulstof, brint og ilt. Glykosiderne er således ikke en gruppe i sig selv, men en betegnelse for en kemisk forbindelse mellem et stof og en sukker-molekyle. Glykosiderne spaltes som regel i fordøjelseskanalen ved hjælp af syrer, baser eller enzymer. Denne proces kaldes hydrolyse. De enkelte glykoside-typer har vidt forskellige egenskaber, men af de vigtigste kan bl.a. nævnes glykosinulaterne og de cyanogene glykosider, hvor der blandt optræder afførende egenskaber, hjerteaktive egenskaber, skjoldbruskkirtelhæmmende funktioner, lokal-irriterende effekter m.m..

Kummariner
Kummuriner optræder i naturen som glykosider. Kummarinerne forekommer især i større mængder i planter af græs- og ærteblomstfamilinerne. Det er kummariner, der er ansvarlige for den dejlige duft af nyslået græs. Kummariner dannes fra benzopyron, hvor en pyronring danner forbindelse med en fenolring. Plantekummariner hæmmer bakterie- og svampeinfektion, heler og styrker vener, hæmmer betændelse og hæmmer dannelse og vækst af kræftsvulster.

Lignaner
Lignaner virker, afhængigt af hvilke planter de kommer fra, stærkt anti-oxidative, leverbeskyttende og generelt styrkende på kroppen. Lignaner nedsætter den levertoksiske risiko og modvirker østrogene stofdannelser (dette er vigtigt ved brystcancer).

Slimstoffer
Slimstofferne er opbygget af polysakkarider (lange sukkerstof-kæder), som er i stand til at opsuge vand, hvorved de bliver til en gele-agtig masse, der virker afførende. Slimstofferne hæmmer desuden betændelse og kan opsuge toksiner og affaldsstoffer. Planteslim er kemisk nært beslægtet med menneskets eget slim. Den afførende virkning er mild og optræder efter 2-3 dages behandling. Slimstofferne lindrer og beskytter slimhinder mod surt miljø, irritation og inflammation. Hæmmer desuden betændelse i luftvejene og urinvejene via reflektoriske virkninger. Slimstoffer nedsætter derudover et forhøjet niveau af blodsukker og blodlipider (reducerer optagelsen fra tyndtarmen). Ulmus rubra og Linum utimatissimum (alm. hør) er typiske slimplanter.

Saponiner
Saponin stammer fra det latinske sapo, der betyder sæbe. Saponiner er en særgruppe af glykosider, der skummer ved tilsætning af vand og udviser sæbelignende egenskaber. Saponinerne opdeles i triterpenoide og steroide saponiner. De triterpenoide saponiner virker betændelseshæmmende, har kraftigt slimløsnende effekt foruden at fremme optagelsen af andre aktive indholdsstoffer. De steroide saponiner har en kemisk lighed med kroppens egne steroide hormoner og har derved homonel virkning, f.eks. østrogen-lignende effekt.

Æteriske olier/flygtige olier
De æteriske olier er vigtige indholdsstoffer i lægeplanter, der let optages over lunger, slimhinder og hud. Der ses en lang række egenskaber i forbindelse med de æteriske olier:
svampedræbende og anti-septisk (f.eks. Malaleuca alternifolia), antiseptisk effekt i mavetarmkanalen, luftvejene og urinvejene (f.eks. Thymus vulgaris), beroligende egenskaber (f.eks. Valeriana), stimulerende egenskaber (f.eks. Rosmarinus officinalis), carminative, galdedrivende og krampeløsnende egenskaber (f.eks. Mentha x piperita), betændelseshæmmende egenskaber (f.eks. Chamomilla recutita) samt smertestillende egenskaber (f.eks. mentolen i pebermynte).

Vitaminer og mineraler
En del lægeplanter indeholder vitaminer og mineraler. Selvom det kun drejer sig om mindre mængder, er der trods alt tale om et bidrag i forhold til gruppen af aktive indholdsstoffer. Indholdet af vitaminer og mineraler har desuden en terapetisk effekt i forbindelse med det synergistiske samspil i planten. Som eksempel kan nævnes Taraxacum officinale, der indeholder store mængder kalium. Planten anvendes som et effektivt vanddrivende middel og i den forbindelse sikrer plantens store indhold af kalium at kroppen opretholder et optimalt kaliumspejl (i modsætning til den syntetiske vanddrivende medicin, der vasker kalium ud af kroppen). Blandt andre af interesse i denne forbindelse kan nævnes Angelica sinensis, der indeholder vitamin B12, Apium graveolens, der indeholder calcium, Fucus versicolosus, der indholder jod, Equisetum arvense der indholder silicium, Allium sativum der indeholder selen samt det faktum at alle grønne planter indeholder jern.

Det kan således være af væsentlig betydning for forståelse af den enkelte lægemedicinske plante samt sammensætningen af terapeutiske blandinger, at være bekendt med indholdet af aktive stoffer.

Kilder:
Kompendie i Phytoterapi af Michael Thomsen
Modul 2, studiemateriale til Phytoterapeut-uddannelsen ved Institut for Phytoterapi
Politikens bog om Lægeplanter

Artiklen har tidligere været bragt i bladet "Mit helbred"