Vaccinium myrtillus, altså blåbær

Af Rikke Goerlich

Blåbær er andet end pynt på smukke konditorkager.

Kliniske forsøg er interessante - men blåbær for blåbærrets skyld er jo et dejligt studie i sig selv.
Det smager fantastisk - kan tilberedes som suppe, granité, sorbet, pynt på en kage eller hvad man nu har lyst til.

Jeg rådførte mig med Per Brun's Kogebog "Ren Energi" for at få en rent smagsmæssig tilgang til det lille, herlige bær. Bærret er jo trods alt andet og mere end en virksom lægeplante, det er netop en del af livet - og en oplevelse for en vigtig sans - nemlig smagssansen.

Sæsonens bær i champagne med krydrede blade og kanelis.
Per Brun kom med denne opskrift, hvor bærret i kombination med champagne og is nærmest eksploderer inde i munden, prøv selv:

Opskriften er beregnet til 4 personer:

500 g modne blåbær. (Du kan også vælge brombær, ribs, solbær eller jordbær).
1 dl champagne - gerne dessert champagne, demi-sec
½ l kanelis
8 krydrede blade (se opskrift senere)

Bærrene gøres i stand og marineres et par timer i champagnen.
Læg en skefuld is på tallerkenen, ovenpå lægges et krydret blad, så endnu en skefuld is og afslut
med et blad.
Anret bærrene omkring isen i en ring. Ved serveringen kan man overhælde desserten med lidt mere champagne.


Krydrede blade:
Opskriften her giver mindst 10 blade og lige så mange kiksere.

125 g klaret smør
125 ml fløde
4 æggehvider
75 g mel
185 g sukker
½ tsk kanel
1/4 tsk kardemomme
1 knsp stødt anis
1 knsp karry

Smørret smeltes ved svag varme i en gryde. Det klare gule fedtstof hældes fra vallen. Vallen kasseres, da det er den, der "brænder" ved varme. Der skal være 125 g rent, klaret smør tilbage. Bland resten af ingredienserne i smørret.
Dejen sættes på en smurt bageblade. En skefuld dej giver et blad. Pladen sættes i ovnen og det krydrede blad bages gyldent- ca 10 minutter ved 180 grader. Det varme blad tages af pladen med en spatel og foldes over et glas.

Champagnen som foreslås her er Champagne N.V. Demi-sec, Pol Roger. Det er en rig champagne, kun ganske let sødlig.

Velbekomme !


Vaccinium myrtillus også kaldet blåbær er en af de såkaldte gamle planter.

Det er en lille træagtig busk med savtakkede blade og kuglerunde, blåsorte bær.
Planten vokser på lyngheder og åbne skovarealer - og måske har du også været heldig, at se
den dekorere de norske fjelde på smukkeste vis.

Blåbær omtales i mange skrifter fra middelalderen, som middel mod mangfoldige symptomer og gener.

Hildegaard von Bingen (visionær i 1100 tallet) yndede bl.a. at bruge bærret til at regulere en kvindes menstruation. Det er måske et af yderpunkterne for bærrets formåen - det bruges mest mod diarré, dysenteri, fordøjelsesproblemer, hæmorider samt som en stabilisator for de små kapilærer og kroppens indhold af kollagen.

Når det drejer sig om diarré eller for den sags skyld tynd mave/feriemave, er blåbærekstrakt uundværlig, fordi den bl.a. indeholder mange tanniner,( bitterstoffer), der binder sig til proteinlaget på de irriterede tarmslimhinder og lægger et beskyttende lag, som forhindrer at giftstofferne fra diarré-bakterierne vil blive optaget i kroppen.

Vær opmærksom på, at de hele bær ikke bør anvendes ved diarré - da bærrenes indhold af pektin (fibre) kan forværre den akutte situation, mens en "almindelig" tynd mave jo kan nyde godt af fibre til at suge tarm-vædsken til sig.

Blåbær er mange phytoterapeuters lille specielle ven. Respekten for sine medmenneskers kvaler med fordøjelsen gør at Vaccinium myrtillus anvendes i adskillige tilfælde.
Det er en af de planter, som vi betegner som en "barneplante" - fordi den er så blid, at den sagtens kan anvendes til små børn - husk blot doseringen. Voksne mennesker har også brug for blide planter, når "maven er tynd" Det er her vigtigt, at man vælger sine planter med omhu - så der kan tages blidt hånd om det menneske, som har problemer.

Forestil dig, hvis du har det dårligt - skal på toilettet igen og igen - vil du da ikke påskønne, at din urteblanding støtter kroppen på en blid og omsorgsfuld måde ?


Ekstrakten
Ekstrakter fra planten bruges også til at stabilisere blodsukkeret, her er det vigtigt at notere sig om ekstrakten indeholder både bær og blade. Bladene har et indhold af sporstoffet krom, som er en vigtig del af glukose tolerance faktoren, som nødvendigvis må være tilstede for en virkning på bugspytkirtlen.

Det lille, blåsorte bær kan styrke øjnene - både i forbindelse med diabetes og med andre grundlæggende ubalancer.
Vaccinium myrtillus kan stabilisere kollagenet i øjet, samt de små kapilærer, så blodet kan flyde frit og på denne måde fremme stofskiftet i øjets retina.

Øjet behøver jo ikke nødvendigvis at være sygt - måske er det bare nattesynet, som driller.
Igen kalder blåbærret, ganske simpelt pga den gode virkning på kapilærerne.
Som altid - selvfølgelig i kombination med vitaminer, mineraler og de essentielle fedtsyrer.

Denne såkaldte kapilær-stabilering sker jo ikke kun i øjet - vi kan også nyde gavn af det i andre dele af kroppen, hvor evt. sygdomme er kendetegnet ved kapilærskørhed.
Det kunne være åreknuder, veneinsufficiens, nedsat sårheling, Raynaud's syndrom, næseblod, tandkødssygdomme og andre sygdomme eller gener, som blandt andet kendetegnes ved, at de små blodkar sprænges.

Som terapeut skal du være opmærksom på, at det lille, blide bær kan have give en kraftig virkning på de mennesker som anvender Warfarin eller tager anden antikoagulationsmedicin.

Skøndhedsindustrien har også fået øje på det lille, velsmagende bær. Vaccinium myrtillus findes i mange kosmetiske præparater - for urten giver en renere og friskere udseende hud, den hæmmer inflammation i hud og slimhinder, hæmmer flegmone og fremmer helingen af sår, hudafskrabninger og sågar blå mærker.

I videnskabens hellige navn, er der lavet flere forsøg med Vaccinium myrtillus, godt nok ikke store forsøg - men alligevel forsøg som er værd at lægge mærke til:

Forsøg
Åbent forsøg med Vaccinium myrtillus ekstrakt 1:1 (tilsvarende 86-173 mg anthocyaniner dagligt). Ødemdannelse og åreknuder i benene blev synligt mindsket og man reducerede proteinudskillelse ved betændte sår. Ghiringhelli, C. et al:Minerva Cardiang 26, 255 (1977)

Vaccinium myrtillus (57-117 mg anthocyaniner dagligt i 2-3 måneder) medførte en lindring for venøse belastninger inklusive hæmorider, som er opstået under graviditet. Grismondi, G.L. Minerva Gin 32, 1 (1980) og Teglio, L., et al: Quarderni di Clinica Ostetrica e Ginecologia

En gennemgang af 568 mennesker med venøse belastninger i benene, kunne konkludere at ekstrakt af Vaccinium myrtillus medførte at symptomerne hurtigt udeblev samt en forbedring i det venøse kredsløb og lymfedrænage. Bevægeligheden i fingerleddene blev forbedret hos patienter med Raynaud's syndrom. Berta, V. and Zucchi, C: Fitoterapia 59, suppl 1, 27 (1988)

Et enkelt klinisk placebo-kontrolleret blind-forsøg med 60 patienter med venøse lidelser er lavet med Vaccinium myrtillus ekstrakt (tilsvarende 173 mg anthocyaniner dagligt).
Den gruppe som fik ekstraktet oplevede en signifikant reduktion af symptomer som smerter og ødemer. (Gatta,. et al Fitoterapia, 59, suppl. 1, 19 (1988)

Et dobbelt-blindt, placebokontrolleret klinisk forsøg med 14 patienter med diabetes og/eller retinopati (en ikke-inflammatorisk sygdom i retina) fik Vaccinium myrtillus (tilsvarende 115 mg anthocyaniner dagligt) eller placebo i en måned.
Via oftalmoskopi (klinisk undersøgelse af øjet vha. et oftalmoskop) og angiografiske undersøgelser (radiologisk undersøgelse via kontrastvædske) kunne man vise signifikante forbedringer i 77-90% af patienterne. Perrosini, M. et al: Ann Ottal Clin Ocul 113, 1173 (1987)

Artiklen er bragt første gang i tidsskriftet "Mit Helbred", www.mithelbred.dk
Ref.
Michael Thomsen, Kompendium i Phytoterapi, 7. Udgave. Institut for Phytoterap
Simon Mills, The Essential Book of Herbal Medicin, Pinguin.
Randi Gunderson Genz, Hildegaard av Bingens Urtehage, Pax
Per Brun, Ren Energi, Forlaget Centrum
Barbara Griggs, Green Pharmacy, Healing Art Press